Vild maskinbroderi

Eksperimenterende maskinbroderi den 1.-3. sep. 2006
med instruktør Pelse Asboe

Forpustet, slæbende på min ældgamle PFAFF symaskine (lavet af gråt jern og pakket ind i en brun læderkuffert med ternet for) samt diverse stofrester, spændt på hvad eksperimenterende maskinbroderi egentlig er for noget, spændt på hvordan min gamle, men dog trofaste symaskine ville reagere på at skulle sy i majonæsetuber med glimmergarn fra 80´erne, ankom jeg til mit første kursus afholdt af Håndarbejdslærernes Landsforening.

Kurset skulle foregå på Grundtvigsskolen i Nordvestkvarteret, hvor instruktør Pelse Asboe allerede havde indtaget håndarbejdslokalet. Midt i lokalet lå en stor og meget spændende bunke med alverdens forunderlige maskinbroderier – lige til at dykke ned i for at blive væk i forundring over hvordan og hvorledes det ene og det andet mon var blevet til. Jeg kan huske, at jeg tænkte, at vi umuligt ville kunne nå at få opklaret alle mysterierne på denne ene weekend.

Ved siden af var der linet op med alverdens farvede, flerfarvede og metalliske sytråde, broderirammer og, skulle jeg senere erfare, specialnåle som er nødvendige for at kunne sy i fx. majonæsetuber.
Alle disse herligheder inklusive alle “broderidamernes” stofrester spredte en dejlig stemning af kreativitet og nysgerrighed efter at se, hvad vi skulle i gang med, og hvad de andre havde med fra gemmerne.

Vi gik i gang, og før weekenden var omme, havde Pelse på fineste vis. uden stress og jag, ført os gennem et utal af teknikker, givet inspiration til at føre diverse tidligere utænkelige ting gennem symaskinen, og for mit eget vedkommende givet min gamle symaskine et helt nyt liv at starte på i en sen alder.

Anja Maria P. Taku