Tryk på gamle tekstiler

Redesign dine gamle tekstiler
kursus i Vejen 16. – 18. april 2010

Instruktør Jonna Vestergaard havde medbragt en lang række flotte trykrammer, så fra første færd fredag aften kunne kursusdeltagerne kaste sig ud i afprøvninger med motiver og farver på forskellige medbragte tekstiler.
Endvidere var det en øjenåbner for de lidt mere erfarne stoftrykkere, at de store noget besværlige trykplader var blevet skiftet ud med foum/tyndt skummateriale, som kan købes i det nærmeste byggemarked. Et andet nyt tiltag var, at man i stedet for dyre rakler kan bruge en billig plastik vinduesskraber fra Ikea.

Jonna Vestergaard benytter sig af farvetypen Uni-print, som består af en række forskellige bindere, bl.a. transparent, svulme, refleks, aqua og metalbinder, hvori der kan blandes forskellige farvepigmenter og metaller. Som effekter kan benyttes guld, sølv og kobberfolie.

Weekendens fast definerede opgave var: design en pude. Inspirationen kunne hentes i et modsætningspar, og der skulle tegnes tre skitser, som der så kunne vælges imellem.

Søndag formiddag var der evaluering, og her kunne man virkelig se, at der er lige så mange tilgange og muligheder inden for stoftrykning, som der er mennesker. Intet mindede om hinanden og alle havde gjort noget vidt forskelligt. Samlingen omkring puderne var en god måde at få sat nogle ord på kurset, “spændende”, “et rigtigt godt kursus”, “kan være en lidt svær proces at begynde på”, “jeg er blevet presset og har prøvet noget nyt”, “ens kreative repertoire er udvidet” var nogle af de afsluttende bemærkninger.