Tekstil og læder

Interessante sammensætninger og lækre monteringer
– kombination af tekstil og læder

med instruktør Ellen Qvortrup
1. – 3. maj 2009

Weekenden 1.-3. maj startede med et fantastisk vejr. Det var ikke helt oplagt at sidde inden døre, og der var en af deltagerne som havde planlagt ikke at komme søndag for at tilbringe dagen i haven.
“Nybegynderne” begyndte med at lave et smykke i læder mens “de øvede” skulle eksperimentere med at dekorere og bearbejde en overflade. Læderstykker i et valgt format skulle gøres våde og derefter bearbejdes. Vi bankede fliser, pressede mod afløb i vasken, bankede mod grove lynlåse eller stoffer med struktur. Det gav mange spændende udtryk, som man kunne arbejde videre med.

Lørdagens opgave lød på at vi med udgangspunkt i kontraster: blankt/mat, fast/blødt osv skulle lave et smykke, en skulptur, noget at bære noget i eller noget at opbevare noget i. Således var der vide rammer for den frie udfoldelse.

I kursets navn “…lækre monteringer” ligger bl.a. at man på projekternes bagsider/indersider ikke skulle se mærkelige sammenføjninger mellem læder og tekstil, men vi skulle arbejde hen imod at se hele flader. To stykker læder sat sammen skulle fremstå som et. Det kan lykkes, kunne vi se på Ellens arbejder, men det tager tid, måtte vi selv erfare. Der var ikke så mange, der kom hjem med et færdigt produkt. men alle kom hjem med ny inspiration, rigere på erfaring og lædertricks og mange udtrykte lyst til at deltage i et lignende kursus med samme instruktør. Det var Ellen heller ikke afvisende over for.

Den deltager, som skulle have været på havearbejde, aflyste det projekt. Men da var det også blevet regnvejr.