Løbbinding

Billeder og uddrag af referat fra LØBBINDINGSKURSUS på Fagskolen i Odense, nov. 2006

Instruktøren har “Sorte sjæle” til salg, men de er dyrere end de andre.
Hun forsøger at lære os at “forlænge vores sjæl” og at trevle den op. Vi skal også lægge “strategiske ottetaller”.
Nede i kantinen står et tableau med en hængt mand. Omkring ham flyver vampyrer, og en edderkop har sat sig midt i sit spind på hans ene kind.
Hvad er det dog, vi er havnet i?
Et kursus i “Sort Magi”????
Vi – 12 kvinder – er samlet på Fagskolen i Odense. På kursusopslaget stod der “Moderne Løbbinding”. Instruktøren – Anne Birgitte Beyer – har lavet en smuk udstilling af nogle af sine modeller og på et par arbejdsborde er der et slaraffenland af garner mm.

Hun begynder med at fortælle os, at løbbinding egentlig betyder kurvebinding, fordi løb – eller laub – simpelthen betyder kurv. Den spiral, som kurven bygges op af, kaldes “sjælen” – derfor de noget makabre udsagn, som vi dog snart fik lært og ivrigt benyttede os af.
Teknikken kendes fra hele verden – og “alle tider”. Herhjemme blev oftest anvendt halm som materiale. Derfor går teknikken også under navnet “halmbinding”.
I gammel tid skulle nyfødte drengebørn sove den første nat i en “sædeløb”, som ellers blev brugt til at have “sæden – så-kornet” i, mens bonden tilsåede sin mark.
Pigebørn sov tilsvarende i en “tovkurv”, hvor man ellers samlede tejerne – den uld der var gjort parat til spinding. Det skulle gøre det nemmere for børnene at blive gode til deres arbejde som voksne – altså bringe dem held. Snart fik vi “sjælen” i hænderne. Den var lavet af papirgarn, som skulle bevikles med et garn, som vi selv valgte. Det kaldes “lukket løb”, fordi man ikke kan se spiralens materiale. Med passende mellemrum – afhængigt af garnets beskaffenhed – skulle sjælen fæstnes til den foregående del af spiralen med en 8-tals-bevikling.
For nogle af kursisterne løb det bare derudad med det samme, mens andre boksede med at få garn og fingre til at arbejde hensigtsmæssigt sammen.
Når bunden var tilstrækkelig stor – et meget personligt valg – kunne man sige: “Det var så den bordkåner!”
Det var der nu ingen, der gjorde, for nu skulle det jo til at blive rigtig sjovt.
Kurve skulle formes: Der skulle vælges farve og mønster, og man skulle tage stilling til faconen. Jeg havde det nu nærmest sådan, at “kurven” eller den lille skål selv bestemte, hvordan den ville se ud. Sådan har jeg også hørt, at nogle forfattere har det, så det bekymrede mig ikke.
Lørdag og søndag blev der bl.a. eksperimenteret med tykkere sjæle – nogle tyede endda til de sorte!!!!
Der blev fremstillet krukker med låg, frugtskål af plastikposer, armbånd og beholdere i såvel tykt som tyndt materiale. Hele tiden var Anne Birgitte der til at vejlede.
Skulle du have fået lyst til at se noget af det, Anne Birgitte Beyer selv har lavet, så kig på hendes hjemmeside www.loebbinding.dk

Ilse Hansen