Kategoriarkiv: 2012

Løbbinding

– din fødselsdag
23. – 25. november 2012

Hvordan ser din sjæl ud?
Nej, – det var ikke et spirituelt kursus, vi havde meldt os til på Knudepunktet i Vejen en mørk og regnfuld novemberweekend. Der blev dog snakket meget om sjælens karakter, synlighed, fødselsdag og forløb. Emnet var løbbinding, men det skal siges at sjælen kom med i mere en én betydning!!!
Allerede ved præsentationen viste Anne Birgitte sig som en meget velforberedt, særdeles struktureret og inspirerende underviser. Fra starten fik vi udleveret en klemme med vores navn, altså et navneskilt – at det også var et uundværligt redskab, når 2 hænder ikke slog til, blev vi hurtigt klar over.
Anne Birgitte Beyer tog os først med på en verdenshistorisk vandring i løbbindingens spor. En urgammel teknik blev vi hurtigt klar over. Dernæst var vi klar til at kaste os over første udfordring, lukket løb med forskellige finesser.

Anne Birgitte havde inden kurset bedt om vores fødselsdatoer, så vi var spændt på, hvordan de skulle bruges.
Ud fra bogen “The Earth from the Air 365 Days” af Yann Arthus-Bertrand fik vi hver udleveret “vores” billede, som skulle være udgangspunkt for weekendens farvevalg.
Nogle jublede og andre sank en ekstra gang, men fuske med egne fødselsdato kan man jo ikke!
Desuden havde Anne Birgitte givet hver enkelt forslag til udnyttelse af tallene i fødselsdatoerne. Der blev tænkt kreativt i omgange, farver og længder.

Oplægget med fødselsdagsbilledet fik de fleste færdiggjort lørdag, og der blev tid til at gå i gang med nye projekter. Der blev eksperimenteret med materialerne fra eget lager, men der var også mulighed for at supplere med de mange lækre garner, som Anne Birgitte havde med.

Inspireret til hækling

den 5. – 7. okt. 2012

Under introduktionsrunden blev hver deltager bedt om at fortælle om sine erfaringer med hækling. Samtidig lå det i luften, at de fleste ikke havde hæklet gennem mange år og havde en vis skepsis eller endog fobi overfor dette håndarbejde, men alligevel besad en vis nysgerrighed over for de seneste tendenser, efter at det igen er blevet på mode at hækle. Ikke mindst takket være innovative piger som Sidsel Sangild.
Derefter fik vi udleveret et fyldigt kompendium med masker, mønstre, tips og tricks, og vi startede kurset med at lære at slå op!

Det gik hurtigt op for os, at dette var en indføring i hæklingens mysterier for feinschmeckere. Hvorfor starte med at slå en løbeknude op, som giver en bule i arbejdet, når det kan undgås ved blot at sno garnet på den “rigtige” måde?
Og hvorfor ikke opnå en nydelig kant ved at hækle tilbage i luftmaskernes bagerste lænke i stedet for som oftest at hækle i den ene af lutsmaskens kantlænker?
Da det var på plads, gik vi videre til opslagning direkte i kædemaske, fastmaske osv. en elastisk kant, som er anvendelig i mange arbejder, og man sidder ikke med en uendelig luftmaskelænke, hvor man ikke rigtig har styr på den færdige længde.

I takt med at fobierne mod hækling forsvandt og blev afløst af mod og interesse for at kaste sig ud i større projekter, opstod behovet for at få det medbragte garnlager suppleret op. Derfor gik vi lørdag formiddag i stort set samlet trop til garnforretningen Tante Grøn, som absolut er et besøg værd, både den fysiske butik i Odense og på hjemmesiden www.tantegroen.dk.

Ikke alt blev som forventet, men så er det om at se nye muligheder. En prøve som på mystisk vis bliver større efterhånden kan ende som kjole til Barbie. en halsedisse blev lagt til side med kommentaren, at garnet kradsede, som om det var lillebroren til sisalgarn. Om som én sagde: jeg drømmer om en trøje i nordisk flerfarvemønster, men hvis det bliver en pulsvarmer er det også OK!
Ved evalueringen gav alle udtryk for, at kurset havde åbnet øjnene for et nyt syn på hækling, og der var stor ros til Sidsel Sangild, som du også kan lære nærmere at kende via www.paakrogen.wordpress.com.

Ekstrem design

Ekstrem design & minitextiler
den 16. – 18. marts 2012

Oplægget lød: Uden computer, (men med farvekridt) og uden Da Vinci´s tegnetalenter (men med madpapir) vil vi i denne workshop afsøge mulighederne for at lave design ud fra de inspirationskilder, nærmiljøet er så fuldt af.
Hvilke fantastiske møndstre kan man f.eks. ikke trække ud af en Netto-reklame, for slet ikke at tale om en Dyne Larsen-avis eller et Harald Nyborg-katalog?

Dyne Larsen og Harald Nyborg kunne overhovedet ikke hamle op med reklamen fra Netto. Det er utroligt, hvor meget kvalitet der er i Netto, når man vender reklamen på hovedet og ser på form fremfor at forholde sig til billige havedredskaber, fedtfattig leverpostej og fødselsdagstilbud på fiskeolie og blomkål.
Fredag producerede og legede vi former frem. Karafler og vinglas blev til gående kvinder, økologiske kidneybønner, islagkager, og grydeskeer blev omdannet til organiske og geometriske former. Vi klippede og klistrede i karton, og med frottage-teknik og Filiafarvekridt ruflede vi os til overraskende mønstre. Med pensel og blæk blev mønstre og former til spændende sammenstillinger og væk var vores blik på billige tilbudsvarer.
Vi var på weekend med ro, fordybelse, leg og eksperimenter.

Med Pelses inspiration, medbragte materialeafprøvninger, tidligere projekter og en god støtte: Må jeg give en kommentar? fik vi mulighed for at blive skubbet ud over designkanten.